Vækst gennem tiden

Vækst gennem tiden

Når vi snakker nutidig og fremtidig vækst i DK, er det en særdeles god idé at kigge tilbage i historien. Danmark efter krigens afslutning i ’45 er et godt sted at starte vores væksthistorik. 50’erne blev brugt på at finde os selv igen efter krigen, hvor alt nærmest var en mangelvare. Koreakrigen i starten af årtiet førte til lavkonjunktur i landet.

I takt med vi nærmede os 60’erne, blev økonomien mere og mere blomstrende. Desværre var der den ”catch”, at den stigende vækst i efterspørgslen førte til et underskud på betalingsbalancen. Det viste sig at blive vedvarende. Så kom oliekriserne i 73′ og 79′, hvilket medførte et tilbageslag i konjunkturen og især efter første oliekrise steg priserne på varerne i butikkerne drastisk. Det var også på dette tidspunkt, at de tendenser vi også ser i dag, begyndte at forme sig. Større ledighed og flere på overførselsindkomst. Så kom ”fattigfirserne” og Danmark skulle spare. Fra 1986 til 1993 var der meget svag vækst og lavkonjunktur. Det er det, vi kender som kartoffelkuren! I 93′ besluttede Poul Nyrup sig for at kickstarte økonomien. Det resulterede bl.a. i skattereformer og konjunkturerne tog en mere positiv drejning. Fra 94′ til 2000 var nogle helt gode år med hvor væksten var høj, og ledigheden knap så høj! Dog besluttede regeringen i 98′ at indføre ”pinsepakken” som skulle dæmme op for det faktum, at vores høje vækst i forhold til udlandet havde gjort, at overskuddet på betalingsbalancen svandt ind. Fra 2000 til 2004 havde vi mild lavkonjunktur. Dette var hovedsageligt pga. udenlandske begivenheder såsom 9/11. Det var dog ikke noget, der kom i nærheden af årene i fattigfirserne. Generelt var væksten ikke prangende i 00’erne. Og som bekendt brast det hele, da finanskrisen for alvor ramte i 2008. Nu er vi så småt på vej ud – men vi er langt fra sikre. Derfor er det netop vigtigt, at man tænker vækst i alle samfundslag!

(Visited 3.271 times, 2 visits today)