Nyheder

Tanja UNICEF2

Erhvervsstafetten UNICEF 2012

Andet

VVN netværket starter indsamling til UNICEF

Vækst & Viden hjælper med UNICEF indsamlingen Helsingør 2012 og har taget initiativ til at starte en erhvervsstafet via VVN netværket. Målet er en halv million efter de første tre måneder. Ved åbningsceremonien den 20. januar på Kulturværftet igangsættes stafetten, og de første virksomhedsledere fra VVN netværket står klar til at donere penge og give stafetten videre.

- Med udpegningen af Helsingør som UNICEF BY 2012 får erhvervslivet en unik mulighed for at være medspillere på den globale bane og gøre en mærkbar forskel i områder, hvor klimaforandringerne har kolossale konsekvenser. På den lokale bane medfører udpegningen, at virksomhederne i Helsingør får et fælles mål, og at vi gennem aktiviteter får mulighed for både tværfaglige samarbejdsrelationer og alternative snitflader. Der kommer fokus på Helsingør i 2012, og erhvervslivet skal gribe muligheden for både den lokale, regionale, nationale og internationale synlighed, siger Kristian Baatrup fra Landinspektørkontoret Nielsen, Baatrup & Thomsen A/S. Kristian Baatrup er et af de VVN medlemmer, som deltager i indsamlingen og igangsætter erhvervsstafetten drevet af Vækst & Viden.

En halv million på tre måneder
- Vores drøm er, at erhvervslivet allerede efter tre måneder har indsamlet 500.000 kr. – og det er ikke urealistisk med den indsamlingsmetode, vi igangsætter, siger projektkoordinator Tanja Bendixen Kryger fra Vækst & Viden. Hun understreger dog, at det forudsætter en gennemsnitlig donation pr. virksomhed på 1.000 kr., og at virksomhederne hele tiden sender depechen videre.

- Metoden går ud på, at en række virksomhedsledere fra VVN netværket modtager en depeche til åbningsceremonien på Kulturværftet. Herefter er det deres opgave at donere et beløb til indsamlingen og sende depechen videre til to nye virksomheder i deres netværk og så videre. På den måde vil antallet af virksomheder, som kommer med i stafetten vokse hurtigt, og det kunne da være sjovt hvis vi overhaler alle de forrige UNICEF byer, siger Tanja Bendixen Kryger. Hun fortæller at det er helt op til den enkelte virksomhed, hvordan de vil geare deres egen donation og at Vækst & Viden har en række idéer, som de meget gerne deler med virksomhederne.

Hvis virksomhederne ikke kan vente på stafetten, er det muligt at indsætte en donation direkte på en konto. Vækst & Viden er behjælpelige med det praktiske.

For mere information kontakt Tanja Bendixen Kryger på telefon 60 13 32 21 eller tbk@vaekstogviden.dk

Vækst & Viden donerer selv det fulde medlemsbeløb på første VVN medlem efter åbningsceremonien til UNICEF indsamlingen.

Fakta om VVN (Vækst & Videns Netværk)
VVN er et netværk for virksomhedsledere, som mødes seks gange årligt for at skabe resultater og relationer. Under VVN er der etableret 10 arbejdsgrupper, som alle skaber synlige resultater for Helsingør regionen. F.eks. velkomstmøder for nye virksomheder, iværksætterpakker og oplevelseskort for sejlturister.