Nyheder

Det virtuelle kontor er en realitet

Erhverv

En af Vækst & Videns succeskriterier er at skabe flere kreative og videntunge arbejdspladser i regionen. Som et nyt og anderledes tiltag, har Vækst & Viden nu påbegyndt realiseringen af “Det virtuelle kontor”, der i sin enkelhed går ud på at matche de kreative med det øvrige erhvervsliv.

Vækst & Viden har gennem en række forskellige tiltag involveret henholdsvis de kreative og et antal erhvervsvirksomheder i processen med at udvikle og etablere de kreative og videntunge klyngemiljøer i Helsingør, hvorfra også “Det virtuelle kontor” tager sit udspring.

I takt med globaliseringen, stiger behovet for innovativ tænkning, og resultater viser, at jo oftere det lykkes at linke business med kreativitet, jo lettere sikrer vi erhvervslivets konkurrenceevne, vi får skabt arbejdspladser, og sat skub i økonomiske vækst.

Med “Det virtuelle kontor” stiller den enkelte erhvervsvirksomhed et kontor eller en arbejdsplads til den kreatives rådighed i en given periode (min. en måned), hvorfra denne arbejder med egne kunder. Der er ingen forpligtelser parterne imellem. Målet er at opnå en gensidig inspiration – et anderledes input i en ellers ganske almindelig hverdag. Derved opstår der en god synergi. Matcher kemien kan der være god grobund for et fremtidigt samarbejde.

Som de to første erhvervsvirksomheder er det henholdsvis Helsingør Dagblad og Helsingør Kommune, Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, der har sagt ja til at bidrage med “Det virtuelle kontor”. Parterne matches med to kreative Helsingoranere – henholdsvis journalist Gitte Roe Eriksen (Roe Kommunikation) og rådgiver Vibeke Weber (How2Grow).